Romario langer på det groveste ud efter Mano Menezes, som han mener skuffede fælt, da det kun lykkedes ham, at skaffe Brasilien en sølvmedalje ved OL i London.
Den engang så berømmede målmaskine Romario, der nu er parlamentsmedlem i Brasilien, er stiktosset over det manglende OL-guld, Det har fået den gamle mållegende til at rase over landstræner Mano Menezes på facebook.
Storfavoritterne fra Brasilien tabte OL-finalen med 1-2 til Mexico, hvilket har fået VM-vinderen fra 1994 helt op i det røde felt. Romario mener, at Menezes er en idiot og ikke er i stand til at lede landsholdet.
Romario hæfter sig ved, at Menezes for to år siden, lovede at finde tilbage til rødderne, til den underholdende og smukke fodbold, det brasilianske Jogo Bonito.
- Det har ikke lykkedes ham, fordi han hverken har kompetencerne eller intelligensen til det, skriver Romario på facebook.
Den tidligere Barcelona-spiller kommer også med en direkte opfordring til Mano Menezes.
- Du er en skandale for fodbolden. Forlad venligst selv posten, skriver Romario.
Man kan roligt sige, at Mano Menezes i forvejen er en presset mand, da VM i 2014 finder sted i samba-landet, hvor forventningerne er tårnhøje til A Seleção. Romario har som parlamentsmedlem i øvrigt højlydt kritiseret de brasilianske VM-arrangører, som han mener er fanget i en sump af korruption.









