Danny Blind proklamerede, at han ville mødes med familien Boilesen, men endnu har danskerne ikke hørt noget.
Ajax’ tekniske direktør Danny Blind kunne forleden berette over for hollandske medier, at han i slutningen af denne uge skulle til møde med Nicolai Boilesen og hans far Kenny for at forhandle en ny kontrakt på plads. Så langt så godt. Kenny Boilesen kender bare intet til mødet og har i øvrigt ikke travlt med at få en ny kontrakt på plads.
- Jeg kender ikke noget til den aftale, og jeg ved ikke, hvor medierne har det fra. Jeg har godt set, at Danny Blind har sagt, at vi skulle mødes, men jeg har ikke hørt noget. Men Nicolai har jo også stadig halvandet tilbage af sin kontrakt, så der er ikke noget, der haster, siger Kenny Boilesen, der udover at være far også er agent for den unge danske landsholdsback.
- Vi havde et uformelt møde i slutningen af sidste år, og vi er enige om, at vi skal mødes for at tale mere konkret om en ny kontrakt, men vi har ikke aftalt noget tidspunkt endnu, og eftersom vi ikke har travlt, venter vi på, at de kommer til os, siger Kenny Boilesen.
Nicolai Boilesen er i øjeblikket i gang med at genoptræne efter den fiberskade i det ene lår, han pådrog sig i september, og som brød op igen i november, just som han var på vej tilbage. Derfor er han ikke taget med holdkammeraterne på træningslejr i Brasilien, men far forsikrer, at sønnen er på rette vej.
- Han har det rigtig godt. Han føler sig helt fit, men klubben har vurderet, at han har bedre af at blive hjemme end at skulle ud på en lang flyvetur, hvor han ikke ville kunne holde sin genoptræning ved lige. Det har været en ærgerlig periode, men nu er han ved at være fit for fight, og hvis man skal se positivt på det, så har han lært en masse af det og er blevet mentalt stærkere, siger Kenny Boilesen.








