Hvordan er det at være sportschef og planlægge et transfervindue i en klub, hvor den økonomiske situation er så usikker? Ole Bjur giver her et bud
Tre aktie-emissioner. En feriepengesag. Rygter om manglende lønudbetalinger, rygter om konkurs, forhandlinger med investorer og oven i det hele en sidsteplads. Det er en økonomisk situation, der mildt sagt er usikker i Brøndby.
Men for sportschef Ole Bjur skal arbejdet med vinterens transfervindue planlægges i skyggen af alle rygter og problemer.
Hvordan er det at være sportschef og planlægge et transfervindue, når man ikke ved, hvilken økonomi, der er i klubben?
- Det er svært at svare på. Jeg har kæmpe fokus på truppen, hvad vi har brug for, og hvilke positioner, vi skal have forstærket. Og så må vi se, når vi kommer hen til vinduet, hvad der bliver af muligheder rent økonomisk, siger Ole Bjur.
- Det økonomiske ligger jo primært hos bestyrelsen og ledelsen, derfor forsøger jeg at holde fokus på det, jeg kan styre, og det er at sikre, at de spillere, vi henter ind, er scoutet så godt som muligt, og at vi henter de rette spillere til de rette positioner. Det, som er vigtigt, er, at jeg inden for den ramme, der bliver stillet til rådighed, kan optimere truppen. Og så må vi se, om det bliver en stor økonomisk ramme eller en lille.
Men hvordan kan du kigge på og forhandle med spillere, når du ikke ved, hvad du har af penge til at købe for?
- Jeg har et økonomisk udgangspunkt at arbejde med nu. Det er så ikke utænkeligt, at det kan forandre sig hen ad vejen. Der er et udgangspunkt i forhold til, hvordan den økonomiske ramme kunne se ud, og så kan situationen så udvikle sig med de ting, der sker; der er feriepenge-sagen, som er ved at blive forhandlet, og der sker andre ting i forhold til økonomien, der kan forandre noget. Derfor er der heller ikke noget, der ligger fuldstændigt fast.
- Det kan naturligvis også have betydning, hvordan efteråret udvikler sig og ender i forhold til, hvordan vi vil prioritere i transfervinduet. Eksempelvis sættes der penge af til nye spillere i januar, og der sættes penge af til sommervinduet, men hvis vi så stadig er i en svær situation til vinter, kan det godt være, at vi bliver tvunget til at flytte penge rundt, så man kunne få et større råderum økonomisk i vintervinduet.
Altså hvis I stadig ligger på sidstepladsen?
- Nu har vi stadig nogen kampe tilbage, og jeg har en forventning om at vi får bedre styr på det og kravler op i tabellen. Men det er klart, at der kan være forskel på, om vi ligger isoleret i bunden, eller om vi ligger solidt i midten. Det er derfor, jeg siger, at det godt kan være, at vi bliver tvunget til at finde flere penge til at forstærke os til januar. Men det er ikke dét, der er udgangspunktet lige nu.
Ville du ønske, at emissionerne kunne være gennemført inden vinterens transfervindue?
- Det er da klart, at jo større ramme, man kan have at arbejde med som sportschef, desto større muligheder er der for at finde spillere på højere niveau. Men lige nu har jeg mere fokus på, at vi får lokaliseret problemerne, finder de rigtige profiler og får kredset emnerne ind. Det er vi i gang med, og vi har allerede en masse emner, vi kigger på. Og så må vi se, når vi kommer dertil, hvor langt vores økonomi rækker.
Hvilke positioner skal forstærkes?
- Allerede i sidste transfervindue snakkede vi om, at vi havde en udfordring på den defensive midtbane. I og med at Mike Jensen blev i klubben i dette halvår, vurderede vi, at havde bredde nok på den position. Men i og med at Mike, som det ser ud nu, forlader os, er det oplagt at forstærke os på den position. Også i forhold til at få flere kompetencer ind på den centrale midtbane i forhold til, hvad vi har nu. Det er en af de positioner, vi kigger på.
Det ser ud til at I mangler en erfaren ledertype på den position. Er du enig i det?
- Specifikke kompetencer vil jeg ikke kommentere på. Men jeg kan godt sige, at vi gerne vil hente en på positionen, men lige præcis profilen vil jeg ikke kommentere på.
I har ikke vundet en ligakamp i over tre måneder. Hvad er der galt?
- Det handler om, at vi skal blive bedre på den sidste tredjedel, vi skal være bedre til at gøre chancerne større og træffe de rigtige beslutninger deroppe, sådan at vi bliver skarpere i afslutningerne. Og så har vores spillere jo ikke spillet 70 kampe sammen, og har derfor ikke automatismerne fuldstændig indbygget.
- Jeg fornemmer, at det er i den indbyrdes forståelse i den sidste tredjedel, at vi mangler noget, altså at få aftalerne helt på plads, og det tager altså noget tid.
I spiller mod OB på søndag og skal vel snart have tre point. Hvor vigtig er den kamp?
- Den er vigtig. Ugen efter har vi Silkeborg, og ugen efter møder vi Esbjerg. Som optakt til de kampe, vil en sejr være en meget fin ting. Det er dét, vi alle venter på, også for at vi kan give os selv arbejdsro og tage trykket af det hele. Så man kan ikke undervurdere betydningen af en sejr mod OB.










