Et selvmål kostede dyrt for FC København, der tabte 0-1 til Steaua Bukarest.
FC København stillede svækket i forhold til idealopstillingen. Kanten Christian Bolaños meldte fra med en skade, men det forhindrede ikke FC København i at levere en taktisk opvisning lige til lærebogen. Og der skulle det sorteste uheld til for at overliste FCK-defensiven. Et indlæg ramte tilfældigt tre stationer og den sidste var Ragnar Sigurdsson, der sendte bolden i eget net.
En grum nedtur - for FCK-træner Ariël Jacobs viste sig igen som en stor strateg og dreven taktiker. Steaua Bukarests forventede stormløb endte som en spagfærdig brise mod FCK’s forsvarsværker.
Et fort af en fire back-kæde ankeret op tilstrækkelig langt tilbage på banen til at neutralisere rumænernes signaturvåben - det dybe løb og hurtige spil i længderetningen. De tætte danske kæder gjorde det svært for hjemmeholdet at få gang i de små hurtige kombinationer.
Så stor var rumænernes frustration, at de allerede byttede to mand i pausen og sendte flere offensive kræfter på banen - ikke mindst den montenegrinske rambuk Stefan Nikolic. Militærets gamle klub dykkede dybt i arsenalet og Nikolic på 194 centimeter viste sig som noget af en håndfuld og tvang Johan Wiland til den første reelle redning efter en times spil.
FCK bed fra sig og burde have bragt sig i front med en stor hovedstødschance i anden halvleg - igen Nicolai Jørgensen - samtidig med Steaua satsede yderligere offensivt med endnu en angriber. Nikolic fik igen chancen, men skovlede over mål før kæmpeangriberen omsider havde heldet med sig og var sidste Steaua mand på bolden, før den gik via Sigurdsson i mål.
Kampen i Bukarest var på forhånd udpeget af FCKerne som den sværeste udebaneopgave i gruppespillet. Især Steaua Bukarests præstation i den første gruppekamp i Stuttgart aftvang respekt. Her måtte rumænerne nøjes med uafgjort 2-2 men var toneangivende.
Derfor ventede der FCKerne 90 lange minutter på nationalarenaen i Bukarest - en opgave akkompagneret af et tungt lydtæppe af hjemmeholdets 50.000 fanatiske fans.
Rumænerne startede med et højt pres på FCK’erne, der indledningsvist var i vanskeligheder, men efterhånden indfandt sikkerheden i sig som første halvleg skred frem.
Der kom bredde i spillet, afleveringerne sad og underbyggede et taktisk klogt FCK-hold, der åd sig ind i kampen. De danske offensive takter bremsede Steauas fremstød, og den stramme disciplin holdt hjemmeholdet fra de store åbne chancer i første halvleg. En god åbning på kampen, der kunne være endt endnu bedre.
FCK kiksede en stor mulighed i kampens indledende fase. En fuldstændig fri Thomas Delaney brød igennem i hjemmeholdets højre side og kaldte ivrigt på bolden, men afleveringen fra Nicolai Jørgensen var ikke på europæisk niveau, og det der burde ha’ resulteret i en 100 procent-chance endte som en fuldblods fuser. Nicolai Jørgensen græmmede sig fuldt forståeligt over sin mistimede pasning. Og det gjorde han igen, da kampen blev fløjtet af.










