Tingene har sjældent været lige så bling-bling for Nicki Bille Nielsen, som det ser ud til. Sporten.dk forsøger at trænge under overfladen på en af Super-ligaens mest farverige facader.

Nicki Bille Nielsen er Superligaens vel nok mest eftertragtede angriber. Dette er historien om, hvordan fodboldklubben Frem huggede ham til, inden han fløj til Italien.

Samtidig er det et forsøg på at portrættere ham dybere end de tatoveringer, der pryder hans hud, og som i dag nærmest er blevet et varemærke.

Personligt har Nicki Bille Nielsen aldrig sagt mig noget. Indtil nu. Men efter jeg begyndte arbejdet med denne artikel, har jeg ændret mening. Han rører noget i mig. Manden har ikke haft det nemmeste liv.

Læs også: Bille: De kalder mig grimme ting

Nicki Bille Nielsen er bestemt ikke, på trods af hans hang til gyldne smykker, født med en guldske i munden. Tværtimod.

De kredser alle omkring det i denne artikel.

Læs også: FCN afviser bud på Bille

»Han har haft det svært, en hård baggrund«.

Uden at trænge igennem cirklen og sætte ord på, hvordan tingene nøjagtigt var fat. Nicki Bille Nielsen har ikke selv haft lyst til fortælle om barndommen og dermed være med til at opklare, hvad »en hård baggrund« præcist dækker over.

Så lad os blot nøjes med at konstatere, at han har haft det hårdt. Den fulde historie bestemmer han selv tid og sted for. Hvis den overhovedet skal fortælles. 

Læs også: Elfenbenskysten stoppede Bille og co.

Alligevel er han altså havnet på toppen. Og det er beundringsværdigt, for Nicki Bille Nielsen kunne have taget mange afkørsler undervejs, før han blev en af dem, der ikke kan tage et skridt, uden det udløser koncentrerede skriblerier på notesblokkene hos europæiske fodboldkøbmænd.

Før det kom så vidt, dukkede han op på radaren hos Anders Theil, træner for 1. divisionsholdet Frem. Han var en ung lømmel med alt for store armbevægelser til et hold af hårdttacklende murersvende og semi-proffer.

»Han havde en attitude, der sagde »her kommer jeg«. Der var en del konflikter mellem Nicki, mig og nogle af de mere etablerede spillere,« fortæller Anders Theil.

»Han havde et næsten ufatteligt temperament. Det skete flere gange, at han forlod træningen i vrede.«

»Pludselig blev tingene for meget for ham, og han eksploderede. Det var flere gange tæt på håndgemæng,« husker træneren.

»Nogle gang blev det lige smart nok, hvis han jublede under træningen eller sådan noget. Så blev der gået til ham fra de etablerede spillere. Der var et par episoder, hvor man forsøgte at sætte ham på plads. Det var ikke så de sloges, men det var da tæt på,« husker Anders Theil.

Theil arbejder i dag for FC Roskilde, og han fortæller, at han undervejs fik et super-forhold til den temperamentsfulde angriber.

»Han er sgu ikke kommet let til noget. Hverken det ene eller det andet. Til træningen gik han altid forrest og arbejdede hårdt. Jeg har aldrig hørt ham beklage sig eller set ham tage en slapper til træning.«

Tiden i Frem blev Nicki Bille Nielsens tid på stenhuggerværkstedet. Han var marmorblokken, og træner Anders Theil og flere andre spillere var stenhuggerne. Målet var at hamre den færdige spiller ud, der gemte sig inde i den rå sten. Bid for bid.

»De andre spillere var konkurrenter, men de kunne også mærke, at den her knægt havde noget, og det havde de alle respekt for. De kunne godt se, at der var noget specielt ved ham,« fortæller træneren, der prøvede at tøjle det enorme temperament.

»Det var den samme kraft, der gjorde ham god. De skal have det der udefinerbare i sig. De skal lære at tøjle det, men man skal ikke fjerne det helt. Så fjerner man det, de har på banen.«

Den 34-årige Tim Ilsø, fætter til FC Midtjyllands Ken Ilsø, førte ofte hammer og mejsel i stenhugger-arbejdet. Semi-proffen er indbegrebet af Frem og har over 200 førsteholdskampe på logbogen.

»Da han kom, havde han krudt i røven. Han havde svært ved at tilpasse sig, opføre sig ordentligt. Han har haft en anderledes barndom, og det tror jeg, har givet ham hans heftige temperament.«

Som en af de førende stemmer i truppen blev det mureren Tim Ilsøs opgave at hugge hjørner af stenen.

»Jeg havde mine bataljer med knægten, men han nåede da at falde lidt til ro, inden han tog af sted.«

Anders Theil fortæller, at Nicki Bille Nielsen forlod stenhuggerværkstedet i Valby, før arbejdet var færdigt. Reggina i Italien havde hørt om det store danske talent og hentede ham til Sicilien.

Det skulle have været et triumftog, men blev et mareridt af chikanerier og manglende løn. Det var hårdt, men bidrog ifølge Frem-folkene til stenhuggerarbejdet.

»Jeg tror, udlandet var godt for ham, selv om det var en hård tur. Han er blevet meget mere moden,« siger Theil, mens Tim Ilsø supplerer.

»Det var ikke altid sjovt for ham dernede. Det har sat et vist præg på ham.«

Da Nicki Bille Nielsen rejste hjem til FC Nordsjælland, var der kun efterslibningen tilbage. Og hvis der er noget, de kan i FC Nordsjælland, så er det at slibe og polere et talent klar til videresalg.

»De har gjort et fantastisk stykke arbejde i FCN. Vi begyndte jo med at lære ham, hvordan man gebærder sig i dagens Danmark, men de gjorde det færdigt.«

»Som ung tror man, det handler om at vise sig og være en fandens karl. Som ældre lærer man, at det ikke er tilfældet. Dem, der aldrig lærer det er måske dem, der står og hænger nede på hjørnet. Meget tyder på, han er blevet klogere,« kommer det fra Tim Ilsø.

I dag tackler de stadig Nicki Bille Nielsen. Hårdt. Tilskuerne råber, og han får røde og gule kort.

Alligevel udstråler han rå glæde, humør og ubekymret leg med bolden. Og det er derfor, han rører mig.

Han har det drengede smil, som fortæller, at lige netop i det sekund er han der, hvor han allerhelst vil være.

Og hvem ved. Måske kender Nicki Bille Nielsen alternativet. Måske ved han, hvor han ville være, hvis det ikke var for fodbolden. Og det er måske ikke et spor sjovt sted.

Men det er som sagt hans egen historie.