Brøndby-fans diskuterede klubbens krise på Københavns Hovedbibliotek
Med en rødternet skjorte og sorte briller stillede taleren sig nervøst op på scenen for at fremsige introduktionen til onsdag aftens emne, der skulle diskuteres på Københavns Hovedbibliotek.
Emnet, som jo er meget aktuelt, var Brøndbys krise, og det var formanden for fangruppen Det Nye Brøndby, Troels Johnsen, der var inviteret til at svare på spørgsmål fra de fremmødte, der hovedsageligt var Brøndby-fans. Ordstyreren hed, sjovt nok, også Troels, og han jokede med, at han selv var Troels den Ældre, mens Troels Johnsen blev døbt som Troels den Yngre med tvivlsom respons fra deltagerne i lokalet, der godt var klar over, at man ikke skal joke med Brøndbys situation lige for tiden.
I alt var omkring tre snese til stede i den afdeling af Hovedbiblioteket, der kaldes Salonen.
Det er en sjov kombination at diskutere fodboldkrise på et bibliotek, og en af arrangørene mener da også, at det var lidt specielt.
- Det er lidt atypisk, men vi forsøger at bringe ting op, som folk snakker om i øjeblikket, og så håber vi, at folk bliver klogere, sagde den anden ordstyrer og medarrangør, Lars Andrén.
Debatten kommer på et relevant tidspunkt, for Brøndbys krise topper, og i weekenden skrev flere medier om, at klubben muligvis mangler penge til lønninger, og at man måske skylder flere millioner af kroner i feriepenge til tidligere spillere.
Ved arrangementet, der var sat i scene af biblioteket, var der fri adgang til mikrofonen, og alle kunne stille spørgsmål til Troels Johnsen.
Den mulighed blev flittigt benyttet, og selv vagten på biblioteket, Jesper, tog mikronen og havde en kommentar til Brøndbys situation.
Det var en flok spørgelystne tilskuere, der var mødt op. Spørgsmålene handlede om alt lige fra Det Nye Brøndby, til hvem man skulle have som træner og hvilke spillere, der skulle købes. Men de fleste af spørgsmålene gik alligevel på, om bestyrelsesformand Per Bjerregaard skulle blive i klubben eller ej.
- Kan du se Brøndby rejse sig uden Per Bjerregaard eller med ham ved roret, lød et spørgsmål.
- Det er det, man kalder et rigtig godt spørgsmål, svarede Troels Johnsen.
- Men jeg har ikke svaret. Jeg har en god tro på, at det kan lade sig gøre med Per Bjerregaard. Han har trods alt haft succes før.
Der blev også spurgt til Brøndbys største fejl, og her var Troels Johnsen ikke sen til at pege på ansættelsen af den daværende sportschef Anders Bjerregaard.
- Per Bjerregaard ansatte sin søn. Måske var han kvalificeret, men det skabte mistillid hos fansene. Og så har man ikke rigtig haft styr på forretningerne. Hvis man køber en spiller for 15 mio. kr., skal man helst have samme beløb igen.
Og så afsluttede Troels den Ældre arrangementet.
- Vi takker, fordi i ville være med her på neutral grund. Det er Københavns Hovedbibliotek glad for, sagde han med et smil.









