Nicklas Bendtner er ikke tilfreds med, at han skal have karantæne i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet.
Danmark må undvære Nicklas Bendtner i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet, fordi den 24-årige angriber skal afsone en spilledags karantæne. Det afgjorde det europæiske fodboldforbund (UEFA) mandag.
Og det er hovedpersonen selv ikke tilfreds med.
- Jeg er meget vred over, at jeg ikke kan være med i Danmarks næste kamp, skriver Nicklas Bendtner på det sociale medie Twitter.
Nicklas Bendtner får karantænen, fordi han viste sine grønne underbukser, da han fejrede et mål mod Portugal under EM i juni. På underbukserne stod der Paddy Power, som er en irsk bookmaker. UEFA tillader ikke reklamer for bookmakere, og derfor straffer forbundet Bendtner med karantæne og en bøde på 750.000 kr.
- Jeg synes ikke, at jeg fortjener at få karantæne. Men livet går videre, og jeg kommer stærkere tilbage, skriver Nicklas Bendtner på Twitter.
Landsholdsangriberen kan tidligst spille med i næste VM-kvalifikationskamp, som er ude mod Bulgarien 12. oktober.









