Nicklas Bendtner kunne endelig sætte ord på skiftet til Juventus
Fredag aften gjorde Juventus det officielt, at man har lavet en aftale med Nicklas Bendtner om en et-årig lejeaftale med en købsoption.
Og så kunne Bendtner for første gang udtale sig om drømmeskiftet til de italienske mestre. Det gjorde han via det sociale medie, Twitter.
- Nu kan jeg endelig sige, at jeg er Juventus-spiller. Jeg er meget stolt, og jeg kan ikke vente med at bære striberne. Jeg håber, vi får en god tid sammen.
Nicklas Bendtner lover også Juventus-fansene, at han er kommet til Torino for at få sit internationale gennembrud som trods alt har manglet på klubplan, hvilket han også selv indrømmer.
- Jeg vil indfri mit potentiale her og vise fansene det allerbedste fra mig, som jeg endnu ikke har gjort. Det er jeg sikker på, at jeg vil nu.
I et interview med klubbens egen tv-station mener Bendtner, at skiftet til Juventus er det helt rigtige skridt i hans karriere.
- Jeg kommer til at spille for Italiens største klub, og jeg tror, at det vil være rigtig godt for min udvikling. Jeg er her for at spille op til mit bedste og selvfølgelig score mål, forklarede Bendtner.
Han lovede at gøre sit bedste for at Juventus kunne forsvare det italienske mesterskab og ikke mindst komme langt i Champions League.
- Det ville være fantastisk at vinde en stor titel. Det er helt klart en ambition at vinde titler med Juventus, og det bliver også sjovt at spille Champions League i København mod FC Nordsjælland. Det bliver lidt specielt, lød det fra bomberen.
Bendtner er ikke med i truppen mod Udinese søndag, men kan få debut mod Genoa 16. september.









