Nicklas Bendtner scorede sæsonens anden Premier League-kasse, da han, med sin scoring til 2-0 over Bolton i dommerens tillægstid, slog Sunderland-sejren fast.
Nicklas Bendtner var med fra start, da Sunderland på udebane mødte Bolton Wanderers på Reebok Stadium. Læs om kampen her
Og her fik gæsterne tre meget vigtige point i bundstriden af Premier League.
- Det er en meget vigtig sejr. Vi havde virkelig brug for den, og det er vitalt for os, siger Nicklas Bendter til Sky Sports.
Og ikke bare er det en vigtig sejr, den er også fuld fortjent, mener Sunderland-manager Steve Bruce.
- I dag (lørdag, red) er en af de dage, hvor vi virkelig fortjener de tre point, siger manageren
Sunderland havde bolden meget og kom frem til flere gode forsøg, derfor var Nicklas Bendtner heller ikke i tvivl om, at sejren nok skulle komme i hus.
- Jeg kunne mærke at målet ville komme. Vi spillede bolden godt rundt, havde mange hjørnespark og lagde et godt pres, siger den lange dansker.
Se Nicklas Bendtners her.
Sunderland har haft en noget svingende start på sæsonen, men sejren lørdag skal bruges fremadrettet, mener Sunderland-manageren.
- Vi har ikke fået de resultater, som vores præstationer har berettiget os til. Efter i dag håber jeg, at tingene ændrer sig, siger Steve Bruce, og den holdning deler den danske angriber.
- Jeg er kommet her for at spille fodbold og vinde kampe, og det skete i dag, så forhåbentlig kan vi fortsætte med det, siger Nicklas Bendtner til Sky Sports.
Om kampen bliver et vendepunkt for Sunderland, får vi et fingerpeg om, når holdet i næste runde får besøg af Aston Villa.
Med sejren har Sunderland ni point efter ni kampe i Premier League, det er tre mere end Bolton Wanderers, som sidder fast under nedrykningsstregen.








