Nicklas Bendtner risikerer at blive forfulgt af Newcastle-fans, mener Peter Løvenkrands
Nicklas Bendtner har ramt der, hvor det gør allermest ondt på de mange Newcastle-fans i byen, som er domineret af en fodboldgal arbejderklasse. Han har som Sunderland-spiller øvet hærværk mod helt almindelige Newcastle-borgeres biler.
Sådan lyder det engelske politis første anklage i forbindelse med anholdelsen af Bendtner og Lee Cattermole, og hvis den holder stik, så bliver Bendtner lagt for had i Newcastle.I fodboldens verden er Newcastle og Sunderland bitre nordengelske rivaler, og fansene hader hinanden som pesten.
Derfor vil det være benzin på et allerede antændt bål, hvis en Sunderland-spiller har lavet ballade i Newcastle.Det fortæller Newcastlespilleren Peter Løvenkrands.
- Jeg vil skynde mig og sige, at jeg jo ikke aner, hvad der er sandt. Men hvis det passer, så skal han nok ikke vise sig i Newcastle igen. Så vil de helt sikkert hade ham. Der virkelig knald på, når de to hold mødes, og fansene kan ikke udstå hinanden. Jeg har kun oplevet det så slemt, da jeg spillede i Rangers og oplevede rivaliseringen mod Celtic, fortæller Peter Løvenkrands.
Den tidligere danske landsholdsspiller er ikke på holdet i øjeblikket, men han har tidligere været med i kampe mod Sunderland, hvor det er gået hedt for sig.
- Spillerne imellem er det ikke slemt, men min opfattelse er, at Sunderland-fans ikke skal vise sig i Newcastle og omvendt. Jeg tror heller ikke, at jeg ville tage en tur til Sunderland og risikere at blive mødt med en masse skældsord, lyder det fra Løvenkrands.
Så Bendtner kan godt vente sig en særdeles hed eftermiddag på St. James Park, når Sunderland møder Newcastle på udebane i begyndelsen af marts.
- De engelske fodboldfans er jo meget passionerede og gør alt for at beskytte deres by og klub. Så de vil da nok især gøre livet hedt for spillere, som har gjort sig bemærket på den ene eller anden måde, forklarer Løvenkrands.
Omkring selve anholdelsen af Bendtners ønsker Peter Løvenkrands ikke at sige meget.
- Jeg kan godt lide Nick. Han er en god dreng, og jeg har kun hørt om sagen igennem medierne, så jeg har ikke rigtig nogen kommentarer til det, siger Løvenkrands.








