Bayern München er så småt ved at komme i omdrejninger. Fredag aften vandt de tyske mestre 4-2 over SC Freiburg.
Bayern München vandt fredag aften 4-2 hjemme over SC Freiburg og kom dermed op på syvendepladsen i Bundesligaen.
De regerende mestre kom foran på et hovedstødsmål af argentineren Martin Demichelis i første halvleg, og Super-Mario med efternavnet Gomez fulgte op med yderligere et hovedstødsmål efter et kvarters spil af anden halvleg.
Tre minutter senere reducerede Freiburgs Stefan Reisinger på - rigtigt gættet - hovedstød, mens ukraineren Anatolij Timoschuk brugte højrefoden, da han scorede sit første Bundesliga-mål og bragte Bayern München foran 3-1.
Det blev 4-1 ved Toni Kroos på et kanonskud, og tre minutter før tid lavede Bayerns Edson Braafheid selvmål.
Bayern har fået en skidt sæsonstart, men kampen mod Freiburg markerede trods alt den tredje Bundesliga-kamp i træk uden nederlag, og ud af de fem sidste kampe ialt har Louis van Gaals mandskab vundet de fire, da det også er blevet til sejr over CFR Cluj i Champions League og mod Werder Bremen i pokalturneringen.
SC Freiburg var nok en gang uden Tommy Bechmann, og holdet har ligesom Bayern München15 point for ti kampe midt i rækken.
Sensationsmandskabet Mainz 05 fører Bundesligaen med hele 24 point.








