Intet spansk hold har formået at score på Nou Camp i denne sæson.
Barcelona har været helt ustoppelige på hjemmebane i denne sæson. Sjældent har en topklub fra en af de store ligaer i Europa leveret mere imponerende præstationer på eget græs, end hvad Messi og Co. har formået.
Imponerende 52-0 lyder katalanernes målstatistik for sæsonenes hidtidige 11 hjemmekampene i La Liga og Copa del Rey.
I ligaen har Pep Guardiolas drenge vundet otte kampe og spillet en enkelt uafgjort med en målscore på 39-0, mens pokalturneringen har budt på to storsejre over henholdvis L’Hospitalet (9-0) og Osasuna (4-0).
Faktisk er det kun de to Milan-spillere Alxandre Pato og Thiago Silva, som har formået at score på Nou Camp i denne sæson, da de to storklubber spillede 2-2 i første runde af Champions League.
Til sammenligning har ærkerivalerne fra Real Madrid efter syv ligakampe hjemme på Santiago Bernabeu præsteret seks sejre og et enkelt nederlag med målscore på 29-10. Derudover har kongeklubben vundet to hjemmesejre i pokalturneringen (5-1 mod Ponferradina og 3-2 mod Málaga), hvilket bringer Mourinhos holds totale målscore på hjemmebane op på 37-13.
Spørgsmålet er så, om ikke Real Madrid er ret ligeglade med den statistik, og i stedet glæder sig over, at de efter sæsonens hidtidige 16 kampe fører La Liga med tre point ned til Barcelona.








