De spanske mestres forsvar er forvandlet til en hybrid. Skiftet mellem tre og fire mand i back-kæden er frembragt med inspiration fra andre hold men er alligevel nye toner i fodboldens jazz.
Det er ikke nyt, at Barcelona flirter med et forsvar med kun tre spillere – det er måden, spanierne gør det på, der skriver et nyt kapitel i fodboldens bog om evolution. Et skridt frem med tilbageblikkets inspiration.
For Pep Guardiolas vekslen mellem 4-3-3 og 3-4-3 på tv-taktiktavlerne fremstår i praksis 3-1-4-2 eller rettere en 3½-½-6-0.
Forvirret? Forklaringen på den halve mand i de to bagerste kæder tilskrives Guardiolas brug af midtbanespilleren Sergio Busquets. En boldsikker type som omplaceres fra midtbane til det centrale forsvar for at understøtte Barcelonas opbyggende spil i kampe, hvor modstanderne presser de spanske mestres midtbane tungt.
Det er ikke første gang, at Guardiola forsøger sig med spillere på uvante pladser, Eric Abidal og Javier Mascherano er også prøvet i det centrale forsvar, men eksperimentet Busquets er gået fra forsøgsplan til et fast instrument i trænerens værktøjskasse.
Der er ikke tale om, at Guardiola har genopdaget et forsvar bestående af tre mand som et taktisk fossil gravet op af den catalanske jord - det er et spørgsmål om viderudvikling af velkendte tanker hos Blaugrana. Johan Cruyffs Dream Team praktiserede de samme ideer, og Guardiolas version fremstår som en forædling af mentorens tanker.
I det seneste El Clasico valgte Guardiola netop den model efter 20 minutters spil og 1-0-føring til hjemmeholdet Real Madrid. Busquets forlod slagets midte og droppede dybt, hvilket gav ham den nødvendige ro og plads til at skabe Barcelonas angreb fra bagerste linje og samtidig modsat en traditionel stopper-rolle skyde med frem på midtbanen. Carles Puyol rykkede ud som højre back, og den fødte kant Daniel Alves blev ny wing. Samme metode blev effektueret mod brasilianske Santos i sidste måneds VM-finale for klubhold i Japan med overbevisende 4-0 til Barcelona som facit.
Som forfatteren til flere fodboldbøger, Jonathan Wilson, noterede sig efter kampen i Madrid:
- At spille med tre og en halv mand i forsvaret er det logiske resultat for et hold, som svinger mellem tre og fire mand i forsvaret.
En kættersk tanke set med danske briller, hvor enhver Superligatræner sværger til fire mand i forsvaret, men der findes fortilfælde for lignende taktisk galmandsværk.
På landsholdsplan i nyere tid er der den såkaldte Balkan-skole. Serbien og Kroatien har med succes opereret med et tre mandsforsvar men ulig Barcelonas model og med tre naturlige stoppere i bagkæden flankeret af løbestærke wingbacks. Altså mere en 5-3-2 med løbestærke wingbacks.
Idealet er det hollandske landsholds totalfodbold fra VM-slutrunden i 1974 med Foppe de Haans Heerenveen-mandskab i 90erne som en interessant og kompromisløs mellemregning. Landsbyholdets udvalgte med Jon Dahl Tomasson og den russiske kreatør Igor Korneev som offensive dirigenter blev de fleste hollændernes darlings som favorithold nummer to skåret efter en 3-4-3 skabelon.
- Det var jo Johan Cruyff-stilen. Vores målsætning var at underholde publikum og være kunstnere på banen, har Foppe de Haan forklaret i mesterværket »Brilliant Orange« om den hollandske besættelse af legen med den runde.
Et begrænset budget forhindrede Heerenveen i at bygge på, og de bedste spillere blev opkøbt af større hollandske klubber.
Marcelo Bielsa har længe vundet ry som en taktikkens fornyer, og Guardiola kan næppe sige sig fri for tydelig inspiration fra den argentinske træner. Efter succes som chilensk landstræner og et 3-3-1-3 system rig på midtbanespillere i de bagerste kæder for at sikre boldbesiddelsen, er han nu at finde i Athletic Bilbao.
Her har han fundet sin indre pragmatiker og svinger alt efter modstanderen mellem tre og fire mand i forsvaret, men han har ført et kvalitetsmæssigt begrænset materiale frem til en foreløbig niendeplads. Han fastholder dog sin kongstanke med midtbanespillere ude af position, og arven herfra har løftet chilensk klubfodbold.
Universidad de Chile vandt sidste år Copa Sudamericana med Bielsas discipel Jorge Sampaoli på trænerbænken, der som sin mentor sværger til tre mand i defensiven og gerne tager en 12 timers arbejdsdag for at få sine ideer til at fungere.
- Han er typen, der tager sin computer med i seng for at analysere sin modstander, selvom det er sent, beskriver The Times’ Gabrielle Marcotti.
I italiensk fodbold er forsvar bestående kun af tre spillere ikke et særsyn. I december måneds topkamp mellem Udinese og Juventus valgte gæsternes træner Conte bevidst at slå over i en genspejling af hjemmeholdets faste opstilling 3-5-2. Conte måtte nøjes med et 0-0 resultat, men logikken var tydelig.
Tre forsvarsspillere mod Udineses enlige frontløber Di Natale ville give en mand i overskud til at bygge op nedefra men ikke ud fra en Barcelona-model. Forsvaret udgjordes af tre deciderede forsvarsspillere og ikke omskolede midtbanespillere som i tilfældet Busquets.
Den opbyggende rolle tilfaldt derfor jernmanden Chiellini – hvilket mere end kan forklare nulløsningen. Der manglede ganske enkelt den sikre boldomgang frem i banen som enhver midtbanespiller får ind med ungdomstræningen.
Nullet ud for Barcelonas angrebskæde skyldes ikke en manglende offensiv. Der findes vel dårligt en mere potent frontlinje, men at den centrale angribers rolle – enten Lionel Messi eller Alexis Sanchez – nu er fast forankret i en »falsk 9’er« model. En angriber som ikke tager slagsmålene med modstanderholdets stoppere, men søger væk i forsøget på at lokke oppasserne ud af position og skabe huller til gennembrud.
En angrebstype som ikke pisker frem og tilbage i banens længderetning, men som en ubåd på patrulje på tværs af modstanderens straffesparksfelt på lur efter åbninger.
Den taktiske implementering er velkendt, nu kan Barcelonas »halve« forsvarsspiller vise sig som Guardiolas næste tydelige fingeraftryk på taktiktavlen.
