Den kræftsyge Barcelona-træner skal opereres i morgen og skal efterfølgende behandles med kemoterapi.
Nyheden om, at Barcelonas træner, Tito Vilanova, igen skulle være blevet ramt af kræft, brød tidligere på dagen ud i flere spanske aviser, og nu bekræfter den catalanske storklub den dårlige nyhed på sin hjemmeside.
Klubben oplyser også, at Vilanova vil blive opereret torsdag, hvorefter han forbliver indlagt i tre-fire dage. Siden skal den 44-årige træner i seks ugers behandling med kemoterapi, og derefter vil klubben vurdere, om Vilanova kan genoptage posten som cheftræner i klubben.
Vilanova er tidligere blevet opereret for kræft i bugspytkirtlen, men sygdommen er altså brudt ud igen.
Med Vilanova ved roret har Barcelona fået en historisk start på Primera Division. Holdet har efter 16 runder blot tabt to point.
tipsbladet.dk









