FCK havde slet ingen grund til at bekymre sig. Viste det sig. For FC Barcelona vandt 2-0 over Rubin Kazan.
Man kunne sagtens være blevet nervøs, da man så FC Barcelonas startopstilling inden opgøret mod Rubin Kazan tirsdag aften Stjerner som Xavi, Danni Alves og David Villa var helt ude af truppen og forvist til tribunen, mens Lionel Messi og Andrés Iniesta udgjorde nogle af spillerne på verdens vel nok bedste bænk.
Selvom navne som Jonathan, Fontás og Jeffren altså bare ikke klinger helt så godt som de før omtalte navne hos katalanerne, beviste Barcelonas reserver, at de sagtens kan spille fodbold. Også i en kamp blottet totalt for betydning for spanierne.
Ikke nok med det, så præsterede reserverne også at gøre det, som ikke er lykkes for Barcelonas stjenespækkede i tre forsøg mod russiske Kazan. At vinde.
Hvad reservene derimod ikke kunne, var at leve op til de høje krav om underholdning, som hjemmetilskuerne på Camp Nou forventer. Også selvom det gigantiske stadion kun var halvt fyldt.
At det største højdepunkt i en kedelig første halvleg var et listigt skud fra en meget spids vinkel, der var ved at snyde fløjte-dæmonen Pinto i Barcelona målet, siger vel det meste.
Hjemmepublikummet fik noget at juble over i anden halvleg derimod. Efter blot seks minutters spil kunne Andreu Fontás lidt heldigt gøre det til 1-0, men føringsmålet fik ikke for alvor sat gang i Barcelona-holdet.
Som han har gjort det så mange gange før, leverede Lionel Messi varen, da han midt i anden halvleg blev skiftet ind. Straks fik kampen fornyet energi, og det var som om at det lille fodboldgeni løftede sine medspillere med sin blotte tilstedeværelse. Det var dog ikke ham, men indskiftede Victor Vazquez der bragte Barcelona foran 2-0, og reelt afgjorde kampen.
Surt for Rubin Kazan der spillede en elendig kamp. Men efter FCKs opvisning i Parken havde en russisk sejr intet ændret.








