FC Barcelona mistede to point, da holdet på udebane måtte nøjes med 1-1 mod FC Sevilla. Lionel Messi må vente lidt på sin rekord.
FC Barcelona måtte nøjes med uafgjort, da holdet søndag aften var på besøg i Sevilla.
Efter en halv times spil kom de regerende spanske mestre ellers foran, da Andrés Iniesta smart fandt Dani Alves med en aflevering i dybden. Brasilianeren spillede derefter Bojan Krkic fri til scoring.
Stillingen 0-1 holdt til pausen, men efter blot fire minutters spil af anden halvleg udlignede Jesus Navas med et kraftfuldt hovedstød for værterne.
Der blev ikke scoret yderligere, og resultatet 1-1 betyder, at FC Barcelona i denne week-end tabte to point i forhold til ærkerivalerne Real Madrid, som ialt har 70 point mod førerholdets 75. De kongelige madrilenere vandt lørdag over Hercules.
Samtidig fik Lionel Messi ikke scoret i Sevilla, selvom han undervejs bl.a. ramte overliggeren. Og det betyder, at argentineren må vente lidt på sin scoringsrekord. Brasilianske Ronaldo lavede tilbage i 1996/97 hele 47 mål i alle turneringer for FC Barcelona, mens Lionel Messi indtil videre er oppe på 45.








