Et rejsetræt FC Barcelona-mandskab vandt lørdag aften 3-0 ude over Osasuna.
FC Barcelona forsvarede førstepladsen i Primera Division efter en sejr på 3-0 ude over Osasuna.
Trods den forholdsvis klare sejr var der spillemæssigt meget langt op til mandagens 5-0 triumf på hjemmebane mod ærkerivalen fra Real Madrid. Faktisk kan man sige, at FC Barcelona spillede på autopilot, og det var måske meget forståeligt efter en 500 km lang rejse til Pamplona, hvor Osasuna har hjemme.
Rejsen måtte foregå med både tog og bus, efter at Barca-mandskabet først fik at vide, at de skulle spille, dernæst skulle de ikke, og til sidst skulle de så alligevel.
Kampen blev tre kvarter forsinket, men da den kom i gang bragte Pedro de regerende spanske mestre foran midtvejs i første halvleg. Det skete efter en frispilning fra Lionel Messi, der efter et par driblinger serverede bolden for fødderne af Pedro med en lang tå.
Den lille argentiner øgede selv til 2-0 efter 20 minutters spil af anden halvleg, og han tog sig også af det sidste mål, som han satte ind på straffespark seks minutter før tid.
Sejren betyder, at FC Barcelona vil ligge på førstepladsen af Primera Division uanset Real Madrids resultat senere mod Valencia.








