Den italienske angriber har indgået et forlig med sin klub efter uenighed om en bøde. En sag, der ifølge forlydender truede med at gøre Balotelli til en færdig mand i Manchester
Bøden, der ifølge overleveringerne fra de engelske medier skulle have lydt på 3,1 millioner kroner (angiveligt to ugers løn for Balotelli), blev tildelt ham for at have bragt klubben i miskredit i sidste sæson.
I hele 11 kampe i sæsonen 2011/2012 sad Balotelli udenfor med karantæne som et resultat af røde kort, og den bøde, som klubben i den forbindelse havde pålagt ham, ville han ikke betale.
Men nu skulle de være nået til et forlig, der igen bringer Mario Balotelli ind i varmen hos manager Roberto Mancini.
- Vi er nødt til at have alle spillere til rådighed i denne måned, da vi har mange kampe de næste to uger. Mario skal tilbage og træne. Jeg tror ikke, at han var særlig glad i lørdags (Balotelli var sendt helt ud af truppen, red.), men når han begynder at vise sine kvaliteter, så vil han også komme til at spille, siger Mancini ifølge Sky Sports.






