Tottenham får svært ved at holde på deres farlige kantspiller, der vil prøve sig af uden for England
Gareth Bale har trods sine blot 23 år allerede spillet over 200 kampe i de engelske rækker for Southampton og Tottenham. Den walisiske kantspiller ser sig derfor efterhånden om efter andre græsgange på det europæiske kontinent.
- Det kune være godt at opleve andre ligaer og andre kulturer. Jeg er ikke bange for at rejse til udlandet. Hvis det rigtige tilbud kommer, så vil jeg kigge seriøst på det, siger Bale ifølge flere engelske medier.
Bale forlængede i sommer sin kontrakt med Tottenham til 2016, og det stiller London-klubben i en gunstig forhandlingsposition. Det vurderes at interesserede klubber må hoste op med mindst 360 millioner kroner for at lokke Tottenhams formand Daniel Levy til et salg.
De spanske giganter Barcelona og Real Madrid er flere gange blevet kædet sammen med Bale, og Luka Modric, der selv tog turen fra Tottenham til Real Madrid i sommer, har udtalt, at et hold med både Bale og Cristiano Ronaldo ville være "ustoppeligt".
Tottenhams manager Andre Villas-Boas har givet udtryk for, at man ingen intentioner har om at sælge guldklumpen med det magiske venstreben, men det lader altså til, at han ikke har taget Bale selv med på råd i den forbindelse.
Bale har i denne sæson vist fin form og foreløbigt scoret seks PL-kasser.









