Brøndbys bestyrelsesformand er ikke begejstret for at skulle møde Randers i sidste spillerunde
Brøndby skal til Randers i SAS Ligaens sidste spillerunde og en sejr kan give blå-gule bronzemedaljer. Men at netop slaget skal stå i det kronjyske gør ikke Brøndbys bestyrelsesformand Per Bjerregaard begejstret.
Han er nemlig fra Randers og hjemmeholdet skal slås for at overleve i SAS Ligaen.
- Jeg havde gerne set, at resultaterne i bunden var gået anderledes, så Randers havde været fri af nedrykningsfare, siger Per Bjerregaard.
- Man har selvfølgelig i dette tilfælde en første og en andenprioritet, men jeg havde virkelig håbet, at det ikke ville være nødvendigt med en andenprioritet i den kamp, og at Randers havde klaret den, siger bestyrelsesformanden.








