Michael Lumb er meget snart Freiburg-spiller. I hvert fald beretter tyske Badische Zeitung, at en lejeaftale er på plads
Michael Lumb har i lidt over en uge trænet med Bundesligaens bundprop Freiburg. Danskerens klub Zenot Skt. Petersborg har gennem noget tid forhandlet med Freiburg om en lejeaftale for danskeren.
Den aftale er ifølge Badische Zeitung på plads. Derfor bliver Michael Lumb efter al sandsynlighed præsenteret i Freiburg-dress indenfor meget kort tid. Tyskerne får Lumb på en lejeaftale løbende frem til sommer, hvorefter de har frikøbsklausul på Lumb, der ifølge Ekstra Bladet ligger på godt seks millioner kroner.
Den tyske avis vurderer desuden Michael Lumbs muligheder for at blive stamspiller som rigtig gode. Hans eneste reelle konkurrent til pladsen som venstre back er højrebenede Andreas Hinkel, der er mere naturlig højre back.
- Lumbs tekniske færdigheder, den stor kvalitet på kanten og hans trang til at spille offensivt, bør give ham en startplads. I øjeblikket er Andreas Hinkel det eneste alternativ til Lumb, skriver Badische Zeitung.
Michael Lumb har allerede optrådt i et par træningskampe for Freiburg. Senest fik han hele anden halvleg i 2-1 sejren over schweiziske Winterthur. Freiburgs første kamp i Bundesligaen bliver hjemmekampen mod Augsburg på lørdag.
tipsbladet.dk








