En manglende skattebetaling af den gevinst, som Kasi Group fik ved salget af sit tyske forhandlernetværk til Pandora, kan koste Jesper Nielsen op mod 100 mio. kr.. Det skriver Ekstra Bladet søndag.
I 2010 fik Kasi Group 385 mio. kr. for salget til Pandora, og det er 25 procent af det beløb, der angiveligt er krav om tilbagebetaling af til SKAT.
Ekstra Bladet skriver, at de er kommet på sporet af historien på baggrund af fortrolige mails sendt mellem Jesper Nielsen, hans advokat Søren Tyge Sørensen og Brøndby IF. I de dokumenter skal det blandt andet ifølge avisen fremgå, at SKAT i første omgang gav grønt lys til, at overdragelsen kunne ske skattefrit ved, at Kasi-Jesper Nielsen kunne få aktier i Pandora som betaling.
Men de aktier blev ifølge Ekstra Bladet vekslet til kontanter et halvt år efter salget, da Pandora gik på børsen, og derfor har SKAT gjort krav på, at der betales 25 procent af salgsbeløbet på de 385 mio. kr.
Avisen har også et uddrag fra KASI ApS seneste årsregnskab, hvor skattesagen omtales på følgende måde:
'Selskabet har modtaget afgørelse fra SKAT omkring tilbagekaldelse til skattefri etablering Pandora Jewelry A/S. Dette medfører et krav mod selskabet om betaling af skat i en ikke ubetydelig størrelse.'
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Kasi-Jesper Nielsen til sagen, men forgæves.









