Nicklas Bendtner er ude de kommende tre måneder, og nu spekuleres der i, at Juventus ophæver hans lejeaftale.
Nicklas Bendtner har ikke scoret et eneste mål for Juventus, siden han i sommer skiftede til Den Gamle Dame, og det bliver ikke lige foreløbig, at danskeren finder vej til netmaskerne for første gang iført stort-og-hvide striber. Hvis det overhovedet kommer til at ske.
I går blev Nicklas Bendtner båret fra banen, da Juventus mødte Cagliari i Serie A, og nu ligger det fast, at angriberen har pådraget sig en skade i venstre lår - en skade, der holder Bendtner ude i de kommende tre måneder.
Italienske medier spekulerer i, at Juventus som en konsekvens af Bendtners skade ophæver hans lejeaftale i januar. Sker det, vender danskeren tilbage til Arsenal, hvor han formentlig har udsigt til en halvsæson uden spilletid.
Det kan blive en rigtig trist jul for Nicklas Bendtner!
tipsbladet.dk










