Ovenpå massive rygter om et skifte til Barcelona, fortæller Alex Song, at han vil blive i Arsenal.
Alex Song har været kædet stærkt sammen med de spanske vice-mestre FC Barcelona.
Da Andrés Iniesta for nyligt roste Song for Arsenal-spillerens evner, lignede det den klassiske Barcelona-manøvre, hvor én eller flere Barca-spillere hylder et transferemne, som ender med at skifte klub.
Men sådan går det ikke nødvendigvis for Alex Song, siger camerouneren selv.
- Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at der er interesse, men jeg er hos Arsenal, og jeg er meget glad i Arsenal, siger Song til Sky Sports.
Det forlyder ellers, at Barcelona har bud omkring 110 millioner kroner på Song, lige som Zenit St. Petersburg skulle være interesserede.
- Barcelona er det bedste hold i verden, og spekulationer vil der altid være, indtil transfervinduet lukker, siger Song, som også fortæller det engelske medie, at han gerne vil forlænge sin aftale i Arsenal, der udløber i 2014.
Song har spillet i Arsenal siden 2005 og har udviklet sig til en af de bedste defensive midtbanespillere i Premier League.
Barcelona havde angiveligt stor interesse i at hente danske Daniel Agger, indtil klubben kastede sin kærlighed på Song.






