Det kan godt være, at Arsenal mister en skarp målscorer. Men salget af Robin van Persie til Manchester United skæpper godt i klubkassen.
Det er meget sjældent, at spillere i Manchester United og Arsenal skifter mellem de to mesterskabs-rivaler. Men pengene kan blive så store, at pengepungen vinder over hjertet.
I tilfældet Robin van Persie, der var Arsenals suveræne topscorer i sidste sæson, og som nu skal bombe for Manchester United, hvis han består det sidste lægetjek, kan man i hvert fald hurtigt få øje på fordelene for Arsenal, hvis man ser på sagen gennem økonomiske briller.
Ifølge BBC skal Manchester United nemlig betale ikke mindre end 24 mio. pund - svarende til godt 228 mio. kroner - for hollænderen. Betalingen er fordelt således, at United her og nu betaler 22,5 mio. pund, og hvis holdet i løbet af de næste fire år, der er længden på Robin van Persies nye aftale, vinder enten Premier League eller Champions League, udløser det ydeligere 1,5 mio. pund til London-klubben.
- Det er kedeligt at miste en spiller af hans kvalitet. Han havde et år tilbage af sin kontrakt, så vi havde ikke noget valg, siger Wenger til franske TF1.
Den franske manager har vel også set afskeden med van Persie komme al den stund, at hollænderen for længst har slået fast, at han ikke ville forlænge sin kontrakt med Arsenal. Og Wenger har da også allerede sikret sig nye målscorere.
London-klubben har i dette transfervindue købt Lukas Podolski i FC Köln, Olivier Giroud i Montpellier og Santi Cazorla i Malaga. Og Wenger konstatere da også tørt:
- Vi har allerede købt hans afløsere.
Men tilbage til det økonomiske. For med 24 mio. pund i overgangssum kan man roligt sige, at Robin van Persie ender med at være en god investering for Arsenal. Klubben hentede nemlig hollænderen i Feyenoord i 2004, og dengang gav Arsenal 2,75 mio. pund.
Det er tal, i hvert fald en klubkasserer kan forstå.









