Schalke 04 sikrede sig førstepladsen i Gruppe B, da Arsenal tabte ude mod Olympiakos.
Tyske Schalke 04 tog sig af førstepladsen i Champions Leagues Gruppe B, selv om det kun blev til 1-1 ude mod Montpellier. Førstepladsen kom i hus, da Arsenal tabte ude mod Olympiakos. Dermed slutter Schalke på 12 point, Arsenal bliver toer med 10 point, mens Olympiakos går videre til Europa League med en tredjeplads.
Schalke var ikke i stærkeste opstilling på udebane mod Montpellier, men det var nok til at sikre et point. Første halvleg bød ikke på de store chancer, så det var først i anden halvleg, at målene kom. Benedikt Höwedes sendte tyskerne i front 10 minutter inde i anden halvleg, da han scorede på et hovedstød efter et frispark fra Lewis Holtby.
Den føring holdt kun i tre minutter, da Emanuel Herrera fik sendt et indlæg fra Anthony Mounier i nettet. Efter udligningen pressede Montpellier på, men missede et par gode muligheder.
I gruppens anden kamp var Arsenal foran i Olympiakos på et mål af Tomas Rosicky syv minutter før pausen sendte et reservespækket engelsk hold i front.
I anden halvleg tog grækerne dog revanche. Først ved Giannis Maniatis 25 minutter før tid, og otte minutter senere sendte Kostas Mitroglou Olympiakos i front 2-1, som også blev kampens resultat.
tipsbladet.dk






