Arsenal magtede ikke at score mod Marseille i Champions Leagues gruppespil. Og så blev det ved en 0-0-løsning.
Der var masser af chancer i kampen mellem Arsenal og Marseille i Champions League, men det endte med et lidt kedeligt 0-0-resultat og dermed en meget åben gruppe F.
Hjemmeholdet Arsenal brændte et hav af store chancer i første halvleg, hvor Marseille flere gange blev fanget i englændernes hurtige kontraspil.
Men Arsenal formåede ikke at udnytte mulighederne, og holdet savnede den formstærke angriber Robin van Persie, som var sat på bænken af manager Arsène Wenger.
Angriberen Park Ju-Young startede inde i Arsenals frontkæde, og det kan mildest talt ikke betegnes som nogen succes, da sydkoreaneren var for teknisk svag og langsom til at afslutte.
Hollandske van Persie kom dog ind i midten af anden halvleg, men den målfarlige Arsenal-anfører var heller ikke skarp nok, da han fik chancen helt fri foran mål.
Det var tirsdag aften svært at se, at van Persie har scoret hele 28 gange i de seneste 27 Premier League-kampe.
Men måske Wenger skulle have satset lidt mere og brugt hollænderen fra start, så han var blevet spillet ordentlig varm.
I den anden kamp i gruppen vandt Borussia Dortmund 1-0 hjemme over græske Olympiakos. Tyskernes Kevin Grosskreutz stod for kampens eneste mål på et fremragende langskud.
Arsenal fører fortsat gruppen med otte point, et point foran Marseille på andenpladsen. Dortmund rykkede med sejren op på tredjepladsen med fire point efter fire kampe.
/ritzau/








