Thierry Henry bliver ikke lejet ud til Arsenal i januars transfervindue.
Arsenal har meldt ud, at der skal nye ansigter til klubben i januars transfervindue, og et af de mere vedholdende rygter har været rygtet om Thierry Henry, der måske er på vej tilbage til sin hjerteklub på en lejeaftale. Arsene Wenger har i hvert fald ikke villet skyde det til jorden. I hvert fald lige indtil i dag.
Efter gårsdagens magtdemonstration mod Newcastle, hvor Theo Walcott scorede hattrick og Olivier Giroud to mål i 7-3-sejren, fastslår Arsenal-manageren, at han ikke har brug for nye angribere - og dermed lukker han døren i for Thierry Henry.
- Det blev slået fast, at vi allerede har de angribere, vi skal bruge, i truppen. Vi får ikke brug for ham (Henry, red.) en tredje gang. Jeg tror ikke, at en lejeaftale bliver aktuel, siger Arsene Wenger til Canal Plus.
Thierry Henry tørnede ud for Arsenal fra 1999 til 2007, og i starten af 2012 var han ligeledes at finde i klubben på en lejeaftale. Men det bliver altså ikke til alle gode gange tre for franskmanden.
tipsbladet.dk









