FC Københavns træner Ariël Jacobs ser frem til, at klubben skal spille europæiske kampe frem til december.
Den samlede sejr over Club Brügge i Champions Leagues kvalifikation er samtidig lig med, at FC København skal forberede sig på at spille europæisk gruppespil frem til vinter.
Hvad enten det bliver i Champions League eller Europa League - for med 3-2-sejren i Belgien sikrede klubben sig, at holdet selv i tilfælde af nederlag i næste kvalifikationsrunde i Champions League ryger direkte i Europa League-gruppespillet.
- Jeg har kunnet mærke i klubben, at disse kampe har betydet meget. Vi tænkte ikke så meget på presset før kampen, men nu er vi sikret Europa-kampe frem til december, og det er det, der er så vigtigt, sagde Ariël Jacobs efter kampen til TV3+.
Han var allerede begyndt at se frem mod næste runde i Champions League, hvor modstanderen bliver Lille, Mönchengladbach, Udinese, Fenerbahce eller Malaga.
- Selv om vi har vundet over Club Brügge, bliver det stadig meget svært at nå gruppespillet, for der venter en stærk modstander i næste runde.
Lodtrækningen til play-off-kampene, den afgørende runde inden gruppespillet i Champions League, finder sted fredag.







