Plymouth blev truet med bål og brand, hvis Arek Onyszko satte sine ben i Plymouth Argyle, mener hans agent
Det lykkedes ikke for Arek Onyzsko, at spille sig til en kontrakt i England. Den kontroversielle målmand måtte end ikke få lov til at prøvetræne med Plymouth Argyle.
- Der var nogen, der ringede og truede med bål og brand, hvis Arek kom til klubben, og det var allerede søndag aften, inden han kom til klubben, siger Onyszkos agent, Nikola Juric til sporten.dk.
Agenten ved ikke hvem, der har siddet og trukket i trådende, men han har sine anelser.
- Jeg har snakket med hjælpetræneren, som har fortalt mig det hele. Både han og træneren kendte alt til Onyszko og hans historie, og det var ikke noget problem for dem. Så det var i hvert fald ikke dem, der satte en stopper for prøvetræningen.
Arek Onyszko er skuffet over, at han måtte vende hjem fra England med en lang næse, men han har ikke opgivet at finde en ny klub.
- Det er åbenbart scenariet for Arek lige nu, og det må vi forholde os til. Han har heldigvis ikke mistet modet – det er jo gode gamle Onyszko. Jeg må bare til at finde en ny klub, og jeg er allerede i gang med at formidle kontakt til nogle af dem, der har vist interesse, siger han.
Ifølge sporten.dk har klubber fra Grækenland, Tyrkiet og Italien lagt følere ud efter den polske målmand, siden han blev fritstillet i FC Midtjylland.








