Quincy Antipas udleverer sandheder om Sønderjyskes trup
Som optakt til Superliga-premieren lørdag den 3. marts har sporten.dk sat 12 Superliga-profiler i stævne. Her beder vi dem om at udflette sandheden om spillertruppen med et godt glimt i øjet. Her er Quincy Antipas’ seks sandheder.
Hvem kommer altid sidst i løbetest?
- Tommy Bechmann, Kenneth Fabricius og mig. De tre angribere. Vi hader at løbe langt og intervaller. Det er slet ikke min favoritdisciplin. Det skal helst være meget korte distancer.
Hvem har den fedeste bil?
- Det har Arnar, målmanden (Arnar Petursson). Ha ha ha. Det er måske lidt en intern joke. Det er faktisk den sløjeste bil. Det er sådan slags varevogn. Men lad os bare sige ham.
Hvem er truppens værste danser?
- Det behøver jeg ikke engang at tænke over. Det er Thomas Hansen. Han er den værste danser, jeg nogensinde har set. Manden har jo ikke en rytme i kroppen.
Hvem larmer mest i omklædningsrummet?
- Michael Christensen. Han snakker konstant om alt muligt. Munden står ikke stille på ham.
Hvem bruger mest tid foran spejlet?
- Jeg har to kandidater. Den første er Jacob Tjørnelund. Han elsker sig selv. Han står der måske 20 timer i døgnet. Og så har vi Thomas Hansen. Hold op hvor han elsker sit spejlbillede. Det er helt vildt mand.
Hvem er den største linselus?
- Igen Thomas Hansen. Han søger automatisk hen omkring kameraet og håber, at de gider, at interviewe ham, ha ha.









