Daniel Agger er ny, permanent anfører for Morten Olsens landshold. Det er en stor ære, fortæller Liverpool-spilleren.
Daniel Agger lagde ikke skjul på, at han meget gerne ville have anførerbindet, da Jon Dahl Tomasson stoppede på landsholdet efter VM i 2010.
Dengang blev det Christian Poulsen, der fik det prestigefulde hverv, men nu er turen kommet til Daniel Agger på permanent basis. Hidtil har han blandt andet under sommerens EM-slutrunde været vikar.
- Der er ikke så meget, der har ændret sig, for jeg var også anfører under EM, og jeg føler, at jeg allerede bidrager med meget af det, en anfører skal bidrage med, men jeg vil da sige, at jeg er både stolt og beæret over at gå forrest ind, siger Daniel Agger, der lige nu varmer op til onsdagens træningskamp mod Slovakiet.
Både Christian Poulsen og Thomas Sørensen er netop stoppet på landsholdet, og det har banet vejen for Agger, der nu har nået én af de højeste tinder, man kan nå i dansk fodbold.
- De fleste drømmer om at komme på landsholdet, men det er ikke mange, der kommer det. Der er endnu færre, der bliver anfører, så det er selvfølgelig en fed følelse, siger Agger.






