Skælder ud på kritikerne af den franske trups ageren ved VM.
Nicolas Anelka blev symbolet på den franske farce under VM i fodbold, da han midt under turneringen blev sendt hjem efter et skænderi med landstræner Raymond Domenech.
Hjemsendelsen medførte endnu mere postyr, end der havde været i forvejen, og truppen valgte blandt andet at strejke en dag i reaktion på Anelkas bortvisning.
Siden Frankrigs pinlige exit efter indledende runde er der ikke sagt så mange ord fra spillernes mund om hændelsen. Men nu tager Chelsea-angriberen bladet fra munden og fortæller sin version af sagen.
I fransk presse har der været historier om, at nogle af spillerne i den 23 mand store franske trup blev tvunget til at deltage i strejken. Men Anelka insisterer på, at det var en enig trup, der stod bag beslutningen.
- Alle, og jeg mener alle, stod sammen i sagen, siger Anelka ifølge dailymail.co.uk.
Selv om det var Anelkas hjemsendelse, der fik alt i den franske lejr til at gå i opløsning, mener Chelsea-spilleren, at balladen var uundgåelig.
- Hvis min sag ikke havde udløst det hele, var det sket på et andet tidspunkt. Det kunne ikke andet end at eksplodere, siger Anelka.
Inden han går til angreb på de kritikere uden for truppen, der har været ude med riven efter de franske spillere og deres opførsel.
Bixente Lizarazu, der var med på det franske landshold, der i 1998 vandt VM for Frankrig i Paris, har kritiseret Anelka for sin egoistiske og overfladiske attitude. Hvilket får Anelka til at svare ige med ætsende sarkasme.
- Lizarazu - hvem er han? spørger Anelka og konkluderer:
- Han er bare en tidligere spiller, der mangler anerkendelse, og som er frustreret over den succes, som hans venner Zidane og Dugarry har haft.








