Chelsea-manager Carlo Ancelotti hyldede sine spillere efter den historiske FA Cup-sejr over Portsmouth.
Chelsea har tidligere vundet tre mesterskaber og FA Cup'en fem gange, men i år lykkedes det så at vinde begge dele - The Double - for første gang. Og det var noget, manager Carlo Ancelotti kunne bruge.
- Det har været en stor dag og en stor sæson, sagde Carlo Ancelotti efter sejren på 1-0 over Portsmouth.
Navnlig var italieneren glad for målmand Petr Cechs redning af straffesparket fra Kevin-Prince Boateng efter en lille times spil af kampen. På det efterfølgende angreb scorede Didier Drogba kampens eneste mål.
- Redningen var nøglen til sejren. Det var blevet meget svært, hvis Portsmouth havde scoret først, sagde Carlo Ancelotti ifølge BBC.
I præmieskabet på Stamford Bridge mangler dog stadig Champions League-trofæet. Tættest på var Chelsea i 2008, hvor holdet tabte finalen til Manchester United. I denne sæson gik det galt i ottendedelsfinalen mod Inter, der siden er nået til finalen mod Bayern München.
- Vi vil forsøge at få trofæet til næste år. I denne sæson må vi være tilfredse med at have vundet Premier League og FA Cup'en, sagde den tidligere AC Milan-træner.








