32-årige Martin Albrechtsen er klubløs, men forsvarsspilleren tager situationen med ro. Flere klubber viser interesse for ham.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller er på jagt efter en ny klub, efter hans kontrakt med midtjyderne er udløbet og ikke bliver forlænget.
- Jeg går og venter på, at klubberne får lidt økonomi til rådighed. Jeg har haft lidt konkret på hånden fra en klub i den bedste svenske række, som jeg prøvede at forhandle lidt op, men lige pludselig havde de ikke nogle penge overhovedet, men det er den chance, man må tage engang i mellem, siger Martin Albrectsen.
Den tidligere FCK- og West Bromwich-spiller har også fanget interesse fra flere klubber i Superligaen.
- Der er to-tre Superligaklubber, der har vist interesse for mig. Jeg håber da på, at de finder ud noget snart, men man kan jo ikke stole på, hvad de har sagt. Det kan være, at der kommer noget andet, og så må jeg kigge på det. Jeg kan jo ikke gå at vente i en evighed, siger forsvarsspilleren, der helst ikke ser sig selv havne i 1. division.
- Hvis der ikke er noget i Superligaen, så må jeg kigge på den næstbedste række, men umiddelbart har det ikke interesse. Men jeg vil aldrig sige aldrig, når jeg er i en situation, hvor jeg ikke har noget. Men lad os nu se, jeg regner med, at der kommer tilbud på bordet inden for et par uger, når klubberne har fået tænkt sig lidt om, siger Martin Albrechtsen, der har sin familie bosat i København, hvilket sætter sine begrænsninger.
- Jeg er åben for udlandet, men det skal helst være et sted, hvor der er en lufthavn forholdsvis tæt på klubben. Det skal være forholdsvis nemt at komme frem og tilbage på fridage og så videre, siger han.
Forsvarsspilleren har stadig is i maven og tager den uvisse fremtid med ro.
- Jeg er ikke stresset endnu, men hvis de klubber, der har sagt, at de er interesseret lige pludselig kommer tilbage og siger: 'Vi har pengene, men vi er ikke interesseret længere.' Så kan det godt være, at jeg får lidt sved på panden, lyder det fra Martin Albrechtsen.









