Ajax Amsterdams ungdomstræner sammenligner Lucas Andersen med selveste Michael Laudrup.
Som dansker er det svært at modtage et større kompliment som ung fodboldspiller, end hvis man bliver sammenlignet med selveste Michael Laudrup. Derfor har Ajax-spilleren Lucas Andersen også god grund til at smile, når hans hoved rammer puden i aften.
Den tidligere AaB-spiller bliver nemlig sammenlignet med det danske fodboldkoryfæ af Gery Vink, der er træner for Ajax Amsterdams talentfulde ungdomshold, som blandt andre Lucas Andersen er en del af.
- Knægten skal være tålmodig. Han skal stille og roligt bygges op rent fysisk. Men Lucas er en spiller med helt særlige kvaliteter. Vi sammenligner ham tit med Michael Laudrup, fordi han har præcis de samme elegante bevægelser, siger Gery Vink.
Lucas Andersen skiftede til Ajax Amsterdam på sidstedagen af sommerens transfervindue, og til trods for sine bare 18 år har han allerede opnået debut på det hollandske mesterhold, hvor han blandt andre kæmper med Lasse Schøne, Christian Eriksen og Viktor Fischer om spilletiden.
tipsbladet.dk








