Argentinske Sergio Agüero vil væk fra Atletico Madrid. Chelsea og rivalen Real Madrid meldes som klubberne, der er forrest i rækken af frådende klubber.
Sommerens helt store transferobjekt ser i skrivende stund ud til at blive den storscorende angriber Sergio Agüero.
I hvert fald har Atletico Madrid modtaget et transferønske fra argentineren, der kom til klubben fra Independente i 2006. Tiden i den spanske hovedstad har udmøntet sig i vel over 100 mål fra den diminutive og teknisk funderede spiller.
Den 22-årige angriber forklarer i en pressemeddelelse, hvorfor han vil væk:
- Efter fem intense år, er jeg færdig med min udvikling i klubben. Jeg er klar til en ny udfordring, står der i pressemeddelelsen.
Agüero har kun fokus på at komme til en klub, der kan tilfredsstille pokal-sulten.
- Jeg fylder snart 23 år og har verden for mine fødder. Beslutningen er ikke blevet truffet ud fra økonomiske overvejelser. Den her beslutning er udelukkende sportslig, lyder det fra Agüero i en pressemeddelelse. Atletico Madrid har i to sæsoner sluttet uden for de europæiske pladser i Primera Division.
- Det gør ondt at forlade Atletico. Det gør mig ked af det, men jeg har tænkt over det længe, og jeg skal ikke begrænse mig selv, jeg vil fortsat udvikle mig og blive bedre.
”Kun”, som Agüero populært kaldes, underskrev ellers en ny tre-årig kontrakt tidligere i denne sæson. Det var en måde, hvorpå en mulig transfer ville blive mere indbringende for klubben, forklarer den snart tidligere Atletico-angriber.
Der kan altså komme til at være en regulær priskrig mellem to af Europas mest spenderende og pengestærke klubber i Chelsea og Real Madrid. Mon ikke også, at Manchester City kunne føle sig fristet af at udskifte en argentiner for en anden?








