Danmark lagde i store dele af kampen et solidt pres på de tjekkiske gæster, men trods gode chancer lykkedes det ikke for de danske spillere at prikke bolden i kassen.
Dermed blev det blot til et enkelt point mod Tjekkiet, der sammen med Italien forventes at blive de største konkurrenter til en VM-billet til slutrunden i Brasilien i 2014.
Hjemme i Parken havde Danmark håbet på at få alle tre point, men Morten Olsens tropper måtte altså nøjes med en enkelt, og der er derfor allerede pres på Danmark, inden Bulgarien og Italien venter i de næste svære udekampe i kvalifikationen til oktober.
Efter kampen var det da også tydeligt på landsholdets anfører Daniel Agger, at han havde sat næsen op efter fuldt pointhøst på hjemmebane. Selvom han også understregede, at han så positive elementer i det danske spil.
- Sådan er fodbold. Vi gør mange ting rigtige i dag. Ikke alting. Men mange ting. Men med så mange chancer, som vi kommer frem til, så burde vi score på en eller to, sagde Daniel Agger efter kampen til TV2.
Adspurgt om hvorfor det ikke lykkedes Danmark at få scoret, havde anføreren ikke den helt store fodboldfaglige forklaring.
- Det må guderne vide. Vi skal score nogle mål. Ellers vinder du ikke fodboldkampe, lød det fra en ordknap Daniel Agger.
Næste gang Daniel Agger og de rødhvide spillere skal i kamp er d. 12. oktober, hvor holdet møder Bulgarien på udebane - fire dage efter gælder det så de italienske EM-sølvvindere i Milano.








