På seksårsdagen for sin underskrift med Liverpool kan den danske forsvarsstjerne bade sig i store roser fra engelske medier.
Liverpool vandt i går den første af to semifinaler mod Manchester City i Carling Cuppen på Steven Gerrards straffesparksmål efter 13 minutter.
Daniel Agger havde søgt med frem i feltet, og da danskeren ville passere Citys Stefan Savic, blev han fældet af montenegrineren, dommer Lee Mason fløjtede promte og pegede på straffesparkspletten. Kort efter kunne Steven Gerrard omsætte kendelsen til 0-1. En stilling der holdt hele vejen til slutfløjtet.
Men i de engelske medier er det ikke målscorer Gerrard, der trækker de store overskrifter, men derimod danske Daniel Agger.
Goal.com udnævner således 27-årige Agger til ”man of the match”, og giver ham sammen med hans makker i midterforsvaret, Martin Skrtel karakteren 8.0.
- Danskeren havde nok forventet en hårdere aften overfor Citys stjerneangreb. Læste spillet fantastisk og var fremragende med bolden. Sikrede sig Liverpools straffespark, da han kom først på bolden foran Savic, skriver goal.com.
Også Sky Sports er fremme med en høj karakter for Aggers præstation, således kan han også her høste karakteren 8, kun Gerrard og Joe Hart får højere, nemlig 9.
Liverpool spiller returkamp i Carling Cup onsdag den 25. januar på Anfield, men inden da venter Stoke på hjemmebane og Bolton på udebane.








