Daniel Agger scorede det første mål, da Liverpool vandt 2-1 over Manchester United i fjerde runde af FA Cuppen.
Daniel Agger har tidligere været forfulgt af skader, men i denne sæson har det ikke været tilfældet, og danskeren har været solid i centerforsvaret. Lørdag fik han også et mål at glæde sig over.
Den 27-årige forsvarsspillers mål faldt, da der var spillet lidt over tyve minutter. Den hovedstødsstærke dansker satte pandebrasken på et hjørnespark, og bolden gik sikkert ind. Liverpool-angriberen Andy Carroll har været uskarp, siden han skiftede Newcastle ud med Liverpool, men han var stærkt medvirkende til, at Daniel Agger kunne score.
Den uskarpe angriber stillede sig i vejen for David De Gea, der ikke havde fysikken til at komme frem til bolden og forhindre Agger i at score.
Netop fysikken har været De Geas helt store udfordring, efter han skiftede Spanien ud med England. David De Gea og Anders Lindegaard kæmper fortsat om at blive førstevalget. Spanieren illustrerede lørdag flere gange i løbet af kampen sin usikkerhed.
Manchester United havde bolden det meste af tiden i første halvleg, og det kastede et mål af sig fem minutter før pausen. Det var Ji-Sung Park, der stod for udligningen, da han hamrede til bolden første gang på et fladt indlæg og bragte Manchester United tilbage i kampen.
En stor chance opstod til Liverpool, da Manchester Uniteds 21-årige spanier sparkede en flad bold i feltet lige ind i fødderne på Stewart Downing, men det gav ikke mål.
Der var flere chancer i begge ender i anden halvleg, og sent i anden halvleg fik Liverpool-manager Kenny Dalglish udbytte af en satsning, han havde foretaget tidligere i kampen.
Manageren havde valgt at skifte Jamie Carragher ud til fordel for Dirk Kuyt. Hollænderen kvitterede med en scoring og Liverpool vandt 2-1.








