Daniel Agger har efterhånden opbygget en stor stjerne i Liverpool. På seks år er han blevet en af de absolutte ledere på holdet.
Steven Gerrard har længe siddet ude med en skade, mens forsvarskrumtappen Jamie Carragher har været henvist til bænken. Derfor er Daniel Agger i løbet af denne sæson blevet ophøjet til at have en noget større rolle i sin klub Liverpool.
- Når en målmand er anfører, skal dommeren have en markspiller, han kan snakke med, og det har været mig i de kampe, hvor Carragher ikke har været med, eller Gerrard ikke har været klar, siger Daniel Agger til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Agger har i denne sæson været en mere fast bestanddel af Liverpool-forsvaret end tidligere, fordi han har været skadesfri, og det har været en stor succes. Liverpool er således det hold, der har lukket næstfærrest mål ind i Premier League i denne sæson, og Agger erkender, at han har mere ansvar end tidligere.
- Mit ansvar er større. Det er helt naturligt. Når man har været et sted i lang tid, begynder man at tage mere ansvar. Trænerne kender mig ud og ind, og de ved, at de kan stole på mig, siger Agger til avisen.
Agger har efterhånden været i Liverpool i seks år, og det er mere end de fleste nuværende Liverpool-spillere.








