Daniel Agger støtter makker Simon Kjær, men indrømmer fejl
Daniel Agger bakker makker Simon Kjær op under Stig Tøftings angreb på den 21-årige danske forsvarsspiller.
- Simon skal nok leve op til de krav, der forlanges for det beløb, der er betalt for ham. Nogle spillere er selvfede og altid positive overfor sig selv, uanset hvordan de spiller, men Simon og jeg er typer, der indrømmer, når vi har lavet noget lort.
- Jeg ved, at Simon - ligesom mig - tager arbejdshandskerne på, hvis han får én over nakken af kritikerne efter en dårlig kamp eller to, siger Daniel Agger til sporten.dk
- Jeg kender Stig Tøfting som en fin fyr, men jeg er ikke altid enig med ham. På topplan er man sin egen kritiker og sin egen fodboldekspert, og hverken Simon eller jeg lægger så meget i, hvad fodboldeksperterne siger - og her tænker jeg især blandt journalisterne.
- Vi ved jo, at nogle såkaldte eksperter smiler til dig den ene dag og hakker dig ned den næste. Så vi trækker bare på smilebåndet, siger Agger.
De to har på det seneste ikke udgjort en dirkefri defensiv, og det indrømmer de gerne.
- Jeg forstår godt, at Morten Olsen siger, at vi skulle arbejde med defensiven, for i VM-kvalen lukkede vi jo ikke mange mål ind, men så kom vi til VM, hvor vores defensive organisation sejlede.
- Mod Tyskland så det heller ikke skidegodt ud, og vi har nu i den senste uges tid arbejdet med nogle fokusområder: Agger og jeg skal samarbejde optimalt, have styr på de to backs, og så skal vores 6er lukke ned for rummet lige foran os, fortæller Simon Kjær.








