AC Horsens arbejder hårdt på en Gilberto Macena-handel, og sportschef Jesper Hansen forventer aktivitet inden transfer-deadline
Gilberto Macena har længe været i spil omkring et salg fra AC Horsens. Flere klubber har meldt sig som interesseret, og konkrete bud er tidligere blevet afvist af Superliga-klubben.
Men med få timer tilbage af transfervinduet, skjuler sportschef Jesper Hansen ikke, at der er massiv travlhed på kontoret i Horsens, for de interesserede klubber melder sig på stribe omkring topscoreren.
- Der har virkelig været gang i telefonen hele dagen. Vi arbejder på højtryk, men vi forventer også, at der kommer til at ske noget, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk
- Der har tidligere været masser af gang i den omkring Gilberto, og det er bestemt ikke blevet mindre i de seneste dage.
Jesper Hansen åbnede for nyligt overfor tipsbladet.dk for at sælge til en anden dansk klub, men det ligner ikke en løsning.
- Der er tale om udenlandske henvendelser - mere vil jeg ikke sige, siger Jesper Hansen.
Sportschefen har tidligere afsløret, at klubben længe har haft en liste med potentielle afløsere for Superliga-topscoreren, hvis det skulle komme til et salg i januar.
- Der er flere ting i spil, og nu må vi se, hvad det ender med. Det er sådan, at når vi er helt fremme ved 11. time, kan det tænkes, at der bliver skruet på prisen. Vi arbejder som sagt alt hvad vi kan og ser om vi når i mål med det hele, lyder det fra Jesper Hansen.
Gilberto Macena er topscorer i Superligaen med sine 11 scoringer.
tipsbladet.dk









