Aalesund fik en forfærdelig oplevelse i Albanien, hvor der blev kastet flasker og råbt abelyde mod nordmændene.
Aalesund var i går på en svær opgave i Europa League på udebane mod Tirana fra Albanien. Og ikke nok med at de norske spillere skulle kæmpe mod 11 albanere på banen, så var der også fansene, der gjorde alt for at hyle Aalesund-spillerne ud af den.
- Det var meget forfærdelige scener. Flere af spillerne måtte næsten gemme sig. Der var racistiske råb og abelyde. Et absolut lavmål af hjemmefansene.
- Det værste var næsten, at der også blev kastet flasker, sagde Aalesund-træner Kjetil Rekdal efter kampen til Dagbladet.
Han og spillerne havde netop hevet en 1-1'er i land i en på papiret svær udekamp i Europa. Og den blev kun sværere af de triste tilstande uden for banen.
En oplevelse, som Rekdal aldrig har oplevet lignenede.
- Nej, jeg har aldrig været med til eller set noget som dette. Det var racisme og forfærdeligt, siger den tydeligt rystede træner.
Som følge af urolighederne måtte kampens dommer stoppe spillet i flere minutter i løbet af kampen, der dog alligevel endte godkendt for nordmændene med det udmærkede resultat.
tipsbladet.dk









