Superliga-klubben AaB har fra på tirsdag en tysk ungdomslandsholdsspiller til prøvetræning.
AaB mistede på transfervinduets sidste dag sin unge angriber, Lucas Andersen, til hollandske Ajax Amsterdam.
Men måske er der allerede nu en erstatning på vej.
I hvert fald meddeler AaB, at Abu-Bakarr Kargbo fra på tirsdag vil træne med klubbens førsteholdstrup.
Den 19-årige tysker, der kan spille som både angriber og kantspiller, var i sæsonen 2011-2012 tilknyttet Hertha Berlin i Bundesligaen.
Kargbo er foreløbig noteret for 34 landskampe og fem mål for diverse tyske ungdomslandshold, heriblandt fire kampe for U/20-landsholdet.










