AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen erkender, at anføreren må vente på et tilbud grundet økonomien
Hvis det stod til AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen, så forlængede nordjyderne kontrakten med anfører Kjetil Wæhler øjeblikkeligt.
Men AaB er i højeste grad presset på økonomien efter en række år med enorme millionunderskud, og derfor er der lige nu ikke et overblik over, hvorvidt det overhovedet er muligt at tilbyde den norske landsholdsspiller en forlængelse af den kontrakt, der udløber til sommer.
AaB gambler på den måde, da Wæhler i princippet kan lave en aftale med en anden klub fra sommer på en fri transfer, men Lynge Jakobsen er bundet af et stramt budget.
- Indtil vi har styr på, hvordan økonomien i 2012 og i 2013 for den sags skyld udvikler sig, så kan vi ikke komme med et tilbud til Wæhler. Vi foretager os intet i forhold til forlængelser og køb af spillere, så længe vi ikke ved, om vi har penge til det. Vi skal være stjernesikre på den økonomiske situation, før vi kan tilbyde noget som helst, siger Lynge Jakobsen til sporten.dk.
At den økonomiske situation går ud over Kjetil Wæhler ærgrer Lynge Jakobsen.
- Vi har sagt til Kjetil, at vi meget gerne vil beholde ham her i AaB. Men jeg har også forklaret vores situation til ham. Et er at han er en dygtig fodboldspiller, noget andet er at han er en fantastisk rollemodel for de unge spillere. Han er topprofessionel, en god fyr, og han stiller voldsomme krav til sig selv. Han er ret enkel at forhandle med, for han kræver kun det, som han ved, at han giver tilbage på banen, forklarer AaB-bossen.
Et spillersalg kan sikre økonomien til at forlænge med Wæhler.
- Hvis vi sælger en spiller i morgen, så henter jeg Wæhler op på mit kontor. Eller hvis der dukker uventede muligheder op, så kigger vi straks på det, siger Lynge Jakobsen.
Sportsdirektøren erkender, at de røde lamper er begyndt at blinke, og det rammer også hans bord.
- Nu er det ikke sådan, at AaB er på vej mod konkurs. Men du kan have et minus på 30 mio. kr. to-tre år, men altså ikke fire og fem år. Så rykker vi jo ned alligevel, hvis der ikke er flere penge. Det handler også om troværdighed. En stor klub som AaB kan ikke signalere, at vi ikke har styr på pengene. Vi må skære ind til benet, forklarer Lynge Jakobsen.









