Midtjyllands Avis kan lørdag berette, at en stor flok aggressive AaB-tilhængere voldte politiet store problemer fredag aften i forbindelse med Superligaens forårspræmier, hvor Silkeborg vandt 3-2 over AaB.
Midt- og Vestjyllands Politi standsede i løbet af fredagen en bus på vej til Silkeborg med en flok på 35-40 AaB-tilhængere, der desværre ville andet end blot at støtte deres hold fra tribunerne.
Bussen blev standset i Grauballe tæt på Silkeborg, hvor politiet blandt andet fandt fyrværkeri og narkotika.
Efterfølgende blev bussen eskorterede af politiet det sidste stykke til Silkeborg. Her gik cirka ti personer på værtshus i stedet for på Mascot Park, angiveligt fordi de har karantæne, skriver Midtjyllands Avis.
Kampen endte som bekendt med er nederlag til AaB, og da personerne efter kampen igen skulle hentes på værtshuset af deres kammerater i bussen, opstod der stor turmult, hvor flere gik til angreb på politiet.
Under optøjerne blev der kastet med flasker, og betjente i kampuniform måtte gøre brug af både peberspray og stave, ligesom en betjent fik glasskår i øjnene fra en smadret rude i bussen.
Det lykkedes alligevel politiet at få sendt bussen af sted mod nord, men blot et kvarter senere tvang 'tilhængerne' deres buschauffør til at holde igen på en rasteplads, hvor de igen angreb politiet. Denne gang med blandt andet øldåser og afbrækkede lister fra bussen.
Midt- og Vestjyllands Politi fik assistance fra både Østjyllands- og Nordjyllands Politi, og der var både gruppevogne og hundepatruljer involveret, da bussen blev eskorteret videre til Aalborg.
I alt blev fire personer anholdt.










