Neymar sprudlede i knusende brasiliansk sejr over Kina
Der blev serveret en vaskeægte målfest, da Brasilien på hjemmebane i nat ydmygede Kina med hele 8-0.
Det er den største brasilianske landsholdssejr i 63 år, siden man slog Bolivia med 10-1 i 1949. Derudover var det samtidig det største nederlag for et kinesisk A-landshold nogensinde.
Kampen var ganske vist en venskabskamp, men Brasilien viste skræmmende styrke i en af mange testkampe, der skal afvikles, før de afholder VM som værter i 2014.
Det var især supertalentet Neymar, der sprudlede med et fantastisk hattrick, mens de øvrige mål blev scoret af Ramires, Lucas, Hulk og Oscar samt et kinesisk selvmål.
Brasiliens superstjerne Neymar var stolt af sit første hattrick i landsholdstrøjen, men havde næsten ondt af Kina.
- Det var ikke helt så sjovt til sidst. Man skal også huske at have respekt for modstanderne. Vi havde måske forventet, at de havde mere at komme med. Men vi spillede en blændende kamp, og alt gik vores vej. Vi kunne have slået alle i verden, som vi spillede, sagde Neymar.








