Trods EM-exit ser Niki Zimling store perspektiver i det danske landshold.
Den danske midtbanemotor Niki Zimling var slidt efter det ærgerlige 2-1-nederlag til Tyskland. Men trods skuffelsen var alligevel plads til at se fremad.
- Vi har meget at arbejde med. Nu skal vi have ferie, og så skal vi blive klar til at spille VM-kvalifikation, lød det fra energibundtet.
- Jeg tror, vi kan forvente os meget, sagde han efterfølgende adspurgt om fremtidsperspektiverne.
Han mente, lige som de øvrige danske spillere, at Danmark mod Tyskland var oppe mod overmagten.
- Vi mister bolden alt for hurtigt og bliver trætte. Det er det bedste hold, vi har mødt, vurderede Zimling.






