Mario Balotelli var oprevet, da Italien tabte 0-4 til Spanien i EM-finalen og forsvandt ifølge polske medier om natten.
Skuffelsen var nem at spotte, da Mario Balotelli tonsede ned i omklædningsrummet, da Italien netop havde tabt 0-4 til Spanien i EM-finalen og dermed måtte nøjes med sølv.
Den unge angriber kom tilbage igen for at modtage sin sølvmedalje, men en tydeligt påvirket spiller lod tårerne trille ned ad kinderne.
Mario Balotelli er berygtet for at lave mildt sagt underlige ting uden for fodboldbanen, og ifølge sport.pl forsvandt Manchester City-angriberen ud i natten, da holdet kl. 3.30 kom tilbage til hotellet.
De andre spillere vidste ifølge mediet ikke, hvor Balotelli var, og han blev derfor efterlyst. Det bekræfter polsk politi:
- Vi blev informeret om, at de ikke vidste, hvor spilleren var, men heldigvis fandt han tilbage, lyder det fra politiet ifølge sport.pl.
Dermed nåede Mario Balotelli også flyveren klokken 13.00 sammen med sine holdkammerater.
I den italienske lejr er der endnu ikke meldt noget ud om angriberens forsvindingsnummer.
- Om Balotelli var forsvundet? Jeg ved det ikke, for jeg var ikke sammen med holdet. Desuden har jeg ikke tilladelse til at videregive oplysninger som dem, siger Diego Antenozio, der er pressemand for det italienske fodboldforbund, ifølge sport.pl
Eurosport.pl beretter ligeledes om, at Balotelli forsvandt i de sene nattetimer.









